GULDKORN FRA BEHANDLERE

Om forstuvning og hævelse

Akutte skader i muskler og sener skal hurtigst muligt køles ned for at begrænse skaden. Brug evt. en pose frosne ærter, som kan formes efter det berørte område. Placer et tyndt stykke stof, såsom et viskestykke, mellem huden og det, som du køler med. Som en regel køles i tyve minutter, derefter en pause på 20 minutter og så fremdeles.

Hvis skaden er i ben eller fod, hjælper det at hvile med benet løftet op.

Du kan også lægge en stram forbinding. Hav kun forbindingen på periodevis, så muskler og sener ikke svækkes unødigt.

Få en bedre hverdag med minipauser

Sidder du stille ved computeren eller lignende, vil du få en bedre og sundere hverdag ved ikke at arbejde i for lange perioder ad gangen. Væn dig til at holde små afbræk mange gange dagligt. Det er ingen tidsrøver – brug et halvt eller et helt minut til udstræk og en god dyb indånding. Derefter vil kroppen gerne være med et stykke tid igen. Investeringen er måske sammenlagt 10 minutter for hele dagen. Du får tilbage igen med renters rente. Du får en mindre stresset dag, får mere energi, bliver mere veloplagt og får færre problemer med stivhed og ømme muskler.

Tjek ”træning og øvelser” på forsiden, hvor du finder en side med minipauser og forslag til øvelser. Du kan også gratis downloade ergosensor, som er et pauseprogram.

Et andet godt tip: vi er vanedyr, og nye vaner tager tid at indøve. Anskaf dig et ur, som du let kan stille til at sige bib efter en valgt periode. Stil uret, før du går i gang med arbejdet – ellers glemmer du let tiden, når du først er i gang.

FORSIDE basic-elements.dk